Velkommen til vores hjemmeside
Kommende aktiviteter i Telepensionistklubben
12. december 2024
Ordinær generalforsamling og juletræf
Indbydelse vil blive udsendt i god tid inden.
Telepensionist klubben af december 1995
Klubbens medlemmer er personer som oprindelig arbejdede i det tidligere Post- og Telegrafvæsen. Vi er ikke helt så gamle, men vores arbejdsindhold har rødder tilbage til den gamle "Danske Stats Telegraf". Logoet er vist her.
Kort præsentation
Tele-pensionistklubben af december 1995 (TP95) blev stiftet den 12. december 1995 af en kreds af pensionerede kolleger fra P&T's teleside.
Medlemmerne af TP95 har bl.a. det til fælles, at de under deres fælles aktive beskæftigelse i P&T (hovedsagelig i administrative tele-enheder i hovedstadsområdet) har haft nære kollegiale og/eller arbejdsmæssige relationer til hinanden.
Medlemsantallet udgør 100 personer ultimo 2022. En komplet medlemsfortegnelse er optaget som et selvstændigt afsnit i klubbens hjemmeside.
TP95 blev i marts 2002 optaget som medlem af Landsforeningen for pensionistforeninger og seniorklubber under TDC.
TP95 anser det som sin hovedopgave at medvirke til, at medlemmerne får mulighed for at mødes til socialt samvær og deltage i arrangementer og aktiviteter af forskellig art. Til det formål afholder TP95 (alene eller i samarbejde med andre medlemmer af Landsforeningen for pensionistforeninger og seniorklubber under TDC) hvert år et antal "Pensionisttræf" med arrangementer af kulturel, oplysende og underholdende karakter.
Sæsonen afsluttes med december måneds populære "Jule-pensionisttræf", der traditionelt omfatter årets generalforsamling, julefrokost og socialt samvær.
Tilsammen skal de forskellige arrangementer bidrage til
- at bevare medlemmernes kontakt til hinanden og til endnu aktive kolleger i TDC,
- at holde medlemmerne passende orienteret om telekommunikationsforholdene i Danmark med særlig vægt på TDC's aktuelle situation og udvikling,
- at give medlemmerne mulighed for i fællesskab at deltage i relevante eksterne kulturelle og oplysende arrangementer,
- og derved medvirke til at fremme medlemmernes generelle trivsel.
TP95 er fortsat åben for medlemstilgang af nytilkomne pensionerede TDC-medarbejdere fra relevante gamle P&T-teleenheder. Anmodning om medlemskab rettes til et af bestyrelsens medlemmer.